Har du så valgt rigtigt?

Det var det spørgsmål, jeg blev mødt med af en anden studerende, der hørte om min studietvivl og mit studievalg. Jeg blev egentlig lidt paf over, at han bare kunne koge det ned til det spørgsmål. Men selvfølgelig kan han det – det er et ret relevant spørgsmål. Det er jo ikke til at vide om jeg har valgt rigtigt, men det føles rigtigt lige nu og jeg synes jeg har taget en beslutning på et meget velovervejet grundlag.

Jeg vil godt fortælle om den måde, jeg kom frem til mit valg…

En kedelig doven Ford Mondeo? Jeg var kommet dertil i mit studie, at jeg sov til langt op på formiddagen eller lå og dagdrømte og forsøgte senere at skjule min inaktivitet overfor min kæreste når han kom hjem. For det er jo lidt flovt ikke at kunne tage sig sammen. Men en dag kom ånden over mig og jeg besluttede, at jeg blev nødt til at gøre noget. Jeg ville ikke fordrive tiden med dagdrømmeri og dårlig samvittighed. Jeg ville opgraderes til en fuldblodshest, der har en lidenskab og et drive, der kan mærkes.

Enten ville jeg droppe ud af mit studie og finde på noget helt andet eller også skulle jeg forsætte med min studie som jeg ikke kunne se pointen med. Det var de to muligheder jeg troede jeg havde. Jeg snakkede med mange forskellige både studievejledere, mine forældre, kæreste, venner og sågar også en psykolog. Jeg søgte højt og lavt på internettet, i pjecer og foldere. Jeg fik så mange forskellige input, at jeg til sidst besluttede mig for at vende ryggen til informationssamfundet og lave mit eget.

Jeg overvejede rigtig mange muligheder for, hvad jeg ville have ud af mit liv og kunne simpelthen ikke vælge. Jeg ville alt sammen og egentlig også ingenting. Så det blev til en skødesløs beslutning om at studielivet ikke var noget for mig. Hidtil havde det jo ikke gjort så meget godt for mig. Beslutningen blev måske også taget lidt i trods over det en vejleder havde sagt til mig: ”Du skal bare have en uddannelse, det er ligegyldig med resultater eller hvilken uddannelse det er”. Jamen hvad er så pointen i at tage en uddannelse, hvis ingen kigger på indholdet? Så kan jeg da lige så godt lade være. Men jeg synes alligevel der var noget galt med den beslutning. Så startede jeg helt forfra…

Jeg tog et A3 og lavede en lang tidslinje over, hvad jeg ville have ud af mit liv de næste 5-10 år. Her var selvfølgelig ikke kun mig indtænkt men også min kæreste. Den indbefattede alt fra udskiftning af bil til næste store tur til USA til hvornår vi gerne vil have børn. Derudover også kort omkring job og studie, men det var mere for at give en fornemmelse for os begge to omkring, hvor vi er på vej hen, om vi er på samme spor og hvad er der plads til på dette spor. Dermed ikke sagt at mit liv skal leves til punkt og prikke efter denne plan, men når jeg er i tvivl og har svært ved at vælge og se meningen er det rart at kunne se noget på skrift og få fokus tilbage.

Bagefter gik jeg i gang med en ny tidslinje, der indeholdt de forskellige muligheder, jeg havde tænkt på udover at forsætte med at læse på universitetet. Tidsperspektivet betyder noget for mig, da jeg har nogle drømme og ideer, jeg gerne vil have opfyldt indenfor en overskuelig tidshorisont. Hvis jeg havde været 20 år havde dette nok ikke været så vigtigt, men det er jeg jo ikke længere og virkeligheden begynder ligeså stille at banke på døren og bede mig pænt om at stikke hovedet ud. Jeg begyndte faktisk at blive lidt stresset over at jeg skulle skynde mig at vælge, så jeg kunne komme i gang. Jeg bliver sgu lidt misundelig på de 20-årige nogle gange. Men hvem siger også at alt skal være på plads inden man bliver 30? Tja det er der egentlig mange der gør. Kræftens Bekæmpelse siger at hvis du vil nedsætte sin risiko for brystkræft er det en god ide at få dit første barn inden du bliver 30. Tja på den anden side skulle det jo også være lettere at få børn inden man bliver 30. og jeg vil faktisk gerne have børn – og helst på en naturlig måde. Jeg kunne selvfølgelig få et barn mens jeg studerer men helt ærligt så vil jeg gerne have tid til mit studie og ikke mikse det med bleskift. En sidste ting der har stresset mig meget er muligheden for job bagefter. Jeg ved godt at du som arbejdsgiver ikke må diskriminere, men vælger du helst en 30-årig mand, der har kæreste og to små børn eller en 30-årig kvinde, der har fast kæreste, hus og hvor det eneste mangler er børnene? Tja…

Jeg kunne hurtigt se, at hvis jeg ville starte på en anden uddannelse, der tog 3½ år, jamen så skulle jeg jo læse lige så lang tid om ikke længere end jeg skal på universitetet for at blive færdig. Så jeg tænkte, at jeg da måtte kunne bruge mine år på universitetet til noget… De kunne da ikke være helt spildt og hvis jeg dog bare kunne finde en måde at få færdiggjort min uddannelse på, så var jeg da kommet i mål med den. Og så var en af mine drømme opfyldt– nemlig at få en uddannelse fra universitetet.

Jeg tog endnu et A3 papir og begyndte fra toppen med at nedskrive de jobs, jeg havde tænkt på før og under min studietid. En lang liste blev det til. Derudfra undersøgte jeg, hvad de forskellige jobs ville kræve af mig, både personligt men også fagligt. Dermed fik jeg et overblik, hvorfra jeg nemmere kunne træffe mine valg. Jeg kunne se, at der var nogle job, der ikke var interessante for mig mere og nogle jeg kunne se mig selv i. Lige så stille begyndte mit valg at blive klart for mig.

Jeg har valgt at blive på universitetet og skræddersy min kandidatuddannelse specielt til mig – fordi jeg kan! Jeg har fundet lige præcis de fag, jeg synes vil gøre min profil spændende og som jeg selv finder interessante. Jeg er klar over, at hvis jeg skal igennem min kandidat, så skal det være lysten, der driver værket og ikke bare en motivation, der hedder at blive færdig eller det job, der kommer bagefter. Nej det skal også være under studiet at jeg skal kunne se fordelene. Jeg er 100 procent klar over, at min styrke er mit engagement, når ting interesserer mig. Så bliver jeg som en arbejdshest, der bare vil fremad og i mål. Jeg har en handlekræft, som jeg selv kan blive overrasket over. Men ligeså snart jeg ikke kan finde interessen, så bliver jeg doven og røvkedelig som en Ford Mondeo.

Nåh men tilbage til spørgsmålet: har du så valgt rigtigt. Det ved jeg ikke, men jeg synes i hvert fald at jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at vælge rigtigt. Og nu har jeg valgt dette og har tænkt mit at holde fast i det indtil jeg vælger noget andet.